Træskibet Esther Jensen danner rammen om Nature Base – Folkemødets nye grønne debatscene. Nature Base-partnerskabet er skabt med ambitionen om at sætte større fokus på naturens værdi, egenskaber og potentialer i udviklingen af fremtidens land-, by- og kystområder. Bag partnerskabet står en stærk sammenslutning bestående af idverde og datterselskabet Malmos, Landskabsrådet, Danske Anlægsgartnere, Danske Landskabsarkitekter, Det Kongelige Akademi og Green Cities.
Naturen har gennem årtusinder været menneskets vigtigste samarbejdspartner, og naturen er fortsat en uundværlig grøn partner i skabelsen af byer og landskaber, der er mere bæredygtige og modstandsdygtige over for fremtidens klimaudfordringer. Det mener idverde, Danmarks største anlægsgartnergruppe med datterselskaberne Malmos, OKNygaard, Grøn Vækst og Lauge Bonde. Der er tilmed videnskabelig evidens for, at naturen spiller en afgørende rolle i menneskers fysiske og mentale trivsel. Alligevel viser naturen sig svær at få prioriteret i udvikling af fremtidens land-, by og kystområder.
Debatscene med grønt fokus på naturens egenskaber og potentialer
Disse dilemmaer og paradokser er omdrejningspunkt for Nature Base, Folkemødets nye grønne debatscene. På Nature Base bringes den grønne branches aktører og deres viden om naturbaserede løsninger i spil med ambitionen om at understøtte vidensdeling og samarbejde på tværs af branchens værdikæde og med alle, der har interesse for, hvordan man kan arbejde sammen på nye måder og på tværs af virksomheder, brancher og fag om at aktivere naturens potentialer i udvikling af land og by.
Nature Base er officiel debatscenepartner på Folkemødet og understøttes af et stærkt partnerskab mellem brancheorganisationer og -netværk, vidensinstitutioner og erhvervsliv. Partnerskabet består af Landskabsrådet, Danske Anlægsgartnere, Danske Landskabsarkitekter, Det Kongelige Akademi, Green Cities, MALMOS og idverde Danmark.
Alle aktører i partnerskabet bidrager til Nature Base-scenen med events og debatter, heriblandt tre paneldebatter arrangeret af idverde og Malmos:
- 15/6 kl. 15:15 – 16:00: Kan naturen få plads?
’’Er naturen vigtigere at give plads til end andet i planlægningen af Danmarks byer og landskaber?’’
- 16/6 kl. 10:30 – 11:15: Værdien af grønne kvadratmeter
’’Kan vi gøre den mærkbare værdi, som naturen skaber, målbar?
- 17/6 kl. 10:30 – 11:15: Den grønne branche rykker frem i værdikæden
”Hvordan sikrer vi, at natur og landskab prioriteres, når vi bygger?’’
Nuanceret dialog og multifunktionelt jordbrug er vejen frem
Idverde Danmarks CEO, Morten Dohrmann Hansen, deltager selv i to debatter, heriblandt torsdagens debat om, hvorvidt naturen kan få tilstrækkelig plads under de gældende samfundsprioriteringer. Han er dog ikke i tvivl om svaret:
”Kan naturen få plads? Det korte svar er ja – hvis vi tænker naturen ind og aktiverer den. Vi bruger ikke naturens kompetencer og potentialer optimalt, hvis naturen altid tænkes sidst. Der er dog mange flere nuancer i dén debat end blot at sige, at vi derfor må kæmpe om de samme kvadratmeter’’, udtaler Morten Dohrmann Hansen og afslutter:
’’Naturen er en grøn partner, der kan bidrage til en lang række formål – på samme tid. Vi skal derfor ikke slås om pladsen, men blive bedre til at tænke multifunktionelt jordbrug. Desværre bliver naturen i højere og højere grad fremmedgjort i takt med, at flere flytter ind i byerne. Det mindset kan vi ændre ved at gøre naturen til allemandseje og give rum til naturen som samarbejdspartner.’’
Faktaboks:
Folkemødet afholdes 15-17. juni i Allinge på Bornholm. Folkemødet skabes i samarbejde med politiske partier, græsrødder og forenings-, erhvervs- & kulturlivet, som bidrager med spændende debatter, oplæg, kulturelle arrangementer, taler, workshops m.m. Folkemødet er samlingspunkt for inspiration og løsninger på fælles samfundsudfordringer.
Nature Base er officiel debatscenepartner på Folkemødet 2023.