Remisevængerne og Hørgården 1 & 2

Malmos

Remisevængerne og Hørgården 1 & 2

idverde udfører et omfattende landskabs- og anlægsprojekt i Remisevængerne og Hørgården 1 & 2 – et af de største boligområder på Amager i København. Projektet er bestilt af 3B og KAB (Københavns Almindelige Boligselskab) – en fremtrædende almen boligorganisation. Projektet strækker sig over fire år og har et budget på over 350 millioner DKK.

Projektet går forrest i at integrere lokal vandhåndtering og klimatilpasning med etablering af grønne byrum, der både øger biodiversiteten og livskvaliteten for områdets beboere. Det vil sætte en ny standard for fremtidige afkoblingsprojekter for KAB og bidrage til Københavns Kommunes strategi for mere klimavenlig vandhåndtering.

Vandhåndteringen omfatter en kombination af overfladebaserede naturbaserede løsninger og traditionelle underjordiske systemer. Overfladevand fra et område på 270.000 m² ledes i åbne grøfter og kanaler, forsinkes i frodige regnbede og bassiner, hvorefter det samles i et underjordisk regnvandssystem.

I en velgennemtænkt sammenhæng mellem æstetik, funktion og rekreativ værdi, vil landskabet – ud over at aflaste det offentlige kloaksystem – skabe trygge og sociale rammer for det lokale fællesskab.

De traditionelle, klippede græsplæner omdannes til vilde græsområder, og regnbedene beplantes med lokale stauder og buske, som tåler svingende vandstande og understøtter øget biodiversitet. P-pladser omdannes til grønne parkeringsområder, hvor træplantninger, vejbede og regnvandsrender øger trafiksikkerheden ved at sænke hastigheden og adskille fodgængere fra kørende trafik.

Alt i alt er Remisevænget et fremragende eksempel på, hvordan et stort afkoblingsprojekt kan udvikle sig til naturbaseret klimatilpasning, der samtidig skaber social, rekreativ og æstetisk værdi for mennesker, fællesskaber og kommende generationer.

Sted:
Remisevængerne og Hørgården 1 & 2

Udført:
Januar 2024 – 2028

Bygherrer:
Boligforeningen 3B og KAB

Entreprise: 
Hovedentreprise

Entreprisesum:
350 mio. kr.

Rådgivere:
Thing Brandt Landskab ApS og AI Arkitekter & Ingeniører